vdkundersoegelsegk-110320jpg

VDK-undersøgelse: Green Key hoteller i Danmark har højere belægningsprocent

Green Key hoteller i Danmark har højere belægningsprocent, flere forretningsgæster end øvrige hoteller og en mere jævn fordeling af gæster.

De grønne hoteller har en højere belægning end øvrige hoteller – dette gælder både i og uden for København. Samtidig tiltrækker de i højere grad forretningsovernatninger end øvrige hoteller og har derfor en mere jævn fordeling over hele sæsonen. 

VisitDenmark har for første gang lavet en rapport om Green Key-hoteller i Danmark. Rapporten Green Key-hoteller i Danmark viser, at hvert femte hotel i Danmark er et Green Key-hotel, som skal leve op til en række stramme miljøkrav for at blive mærket med Green Key. De 142 Green Key-hoteller står for 40 procent af hotelovernatningerne i Danmark.

 Det giver de turister, der lægger ekstra vægt på grønne løsninger gode muligheder for at overnatte mere bæredygtigt i Danmark. 

”Det er derfor godt nyt, at der nu er mulighed for at vælge iblandt 142 grønne hoteller, når man som turist skal finde overnatning i Danmark. Det spiller godt op til regeringens ambition om, at Danmark skal være den mest bæredygtige destination,” siger analysechef Helle Damkjær fra VisitDenmark.

I Danmark er Green Key-hotellerne i gennemsnit dobbelt så store som øvrige hoteller målt på antallet af senge og værelser. De fleste af dem er 4-stjernede, findes i København og tiltrækker i højere grad forretningsovernatninger end øvrige hoteller.

”Green Key-hoteller har flere forretningsovernatninger end øvrige hoteller, og vi forventer, at forretningsovernatninger i stigende grad vil finde sted på miljømærkede hoteller. Green Key har desuden medvirket positivt til, at CO2 aftrykket ved hotelovernatninger samlet set er faldet de seneste år på trods af flot vækst,” siger HORESTAs miljøchef Mikal Holt Jensen. 

Læs hele rapporten...