SF: Flyskat skal finansiere billigere tog og færger
Socialistisk Folkeparti ønsker at indføre en differentieret flyskat, og provenuet på 1,2 milliarder kroner skal bruges til at billiggøre togdrift samt færge til Bornholm.
SF er tilsyneladende blevet inspireret af den svenske flyskat, der trådte i kraft den 1. april i år. Der er tale om en differentieret flyskat afhængig af flyrejsens længde.
Rent konkret foreslår SF en afgift på 60 kroner på alle flyrejser fra danske lufthavne til indenrigsdestinationer samt destinationer i Europa. Mellemlange destinationer skal pålægges en afgift på 200 kroner, mens de lange interkontinentale flyrejser skal beskattes med en afgift på 400 kroner.
“Det koster på klimakontoen at tage et fly. Det er jo absurd, at det i dag er sådan, at hvis jeg tager et fly til London og tilbage igen, er det billigere, end hvis jeg tager toget til Viborg. Og det er jo til trods for, at jeg påvirker klimaet langt mere end med tog, så det er for at få det til at påvirke den klimaeffekt, det har at flyve,” siger Pia Olsen Dyhr, formand for Socialistisk Folkeparti, til dr.dk.