airplane

Skal der betales mere for flybilletten for klimaets skyld?

Knap hver tredje dansker synes, det er en god idé at lægge afgifter på flyrejser for at begrænse CO2-udledningen, viser ny meningsmåling.

Hvis politikerne vil gøre noget ved klimabelastningen, skal de også gøre noget ved flytrafikken, siger klimavismand og miljøeksperter. Men det har de partier, der ellers slås om den grønne dagsorden, ingen planer om.

Spørger man befolkningen er de fleste tilsyneladende så tilfredse med det lave prisniveau for flybilletterne i dag, at de ikke ser nogen grund til at lægge afgifter på klimabelastningen fra flytrafik. Det fremgår af en ny måling udført af Norstat for Altinget og Jyllands-Posten.

Her siger 53 procent af de adspurgte, at det er en dårlig idé at lægge afgifter på flyrejser, mens 31 procent synes, det er en god idé. 16 procent svarer ’ved ikke’.

Nej til den svenske model
I vores naboland Sverige har man per 1. april indført en national afgift på fly, der letter fra Sverige. Her er der tre takster, afhængig af om man skal flyve indenrigs, udenlands på op til 6.000 kilometer eller udenlands mere end 6.000 kilometer.

Men den snævre, nationale model tror de danske eksperter ikke på.

”Så flytter trafikken bare til nabolandene,” siger blandt andre medlem af Klimarådet Niels Buus Kristensen.

Mange røde vælgere klar til afgifter
I målingen fra Norstat er der blandt SF’s og Enhedslistens vælgere et stort flertal, som er klar til afgifter, mens Radikales og Alternativets vælgere er delt i to lige store grupper. Blandt dem, der stemmer på regeringspartierne, går højst hver femte ind for afgifter for klimaets skyld.

Deler man folk op efter uddannelsesniveau, er der kun blandt dem med en lang videregående uddannelse tendens til at gå ind for dyrere flyrejser. Til gengæld ser svarpersonernes husstandsindkomst ikke ud til at betyde noget for deres svar.

 

Læs mere...