I 2050 vil der være mere plastic end fisk i havene
Standby: Thailand er det første land i Asien, der deltager i projektet ’Upcycling the Oceans’ for at mindske mængden af affald i havet. Forureningen af havene er et aktuelt emne, der diskuteres verden over. Problemet er ikke nyt, og påvirker mange lande – Thailand er ingen undtagelse.
Projektet ’Upcycling the Oceans, Thailand’ blev sat i gang i efteråret som en del af Tourism Authority of Thailands sociale ansvar i forbindelse med at fremme udviklingen af bæredygtig turisme i Thailand, som vil være en regional rollemodel for grøn turisme.
Formålet er at bevare hav og kystområder og omdanne plasticaffald til tråd til fremstilling af tekstiler og dermed også til tøj og tilbehør. Det tre årige projekt startede på Koh Samet, hvor lokale fiskere og dykkere gik sammen om at rense strandene og havbunden.
Hvert år ender otte millioner tons plastic i havene, og man regner med, at der er ca. 150 millioner tons plastic i havene lige nu – det svarer til 4.650 milliarder plasticposer fra supermarkedet. Kun 5% skylles op på strandene igen – og alligevel er det noget, både de lokale og turisterne lægger mærke til.
Plastic i havet forsvinder ikke, men omdannes til mikroplast, hvilket gør, at det haster endnu mere med at rense havene for affald. 80% af affaldet i havene er affald fra land, der følger med regnvand, vinden og oversvømmelser, og halvdelen af det, vi smider på stranden, er cigaretskod, som også består af plastic.