Turismeudspil fra S beskyldes for at være uambitiøst på det bæredygtige område
S forslag om turisme i Hovedstaden bør være mere proaktivt i forhold til bæredygtig turisme. Eksempler som Crowne Plaza, Guldsmeden og Den Grønne Nøgle (Green Key) fremhæves
Selv om hovedstaden har noteret fremgang i turistovernatninger syv år i træk, ligger den stigning ikke på højde med andre europæiske storbyers positive kurver. Derfor må der gøres mere for at sikre væksten i turismen, som er et vigtigt erhverv for hele regionen, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S).
Turismeforsker Jane Meged fra Roskilde Universitet er enig i, at det er bæredygtigt at sprede turisterne, og det er, påpeger hun, allerede Wonderful Copenhagens strategi.
”Bæredygtigt? Det vil jeg ikke kalde dette udspil. Socialdemokratiet kunne jo sætte sig ned og se på FN's bæredygtighedsmål og komme med et visionært forslag. Det her er meget uambitiøst”, siger hun, og fortsætter:
”Vi har små eksempler som Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers, der er bæredygtigt fra inderst til yderst, hotelkæden Guldsmeden, og andre små aktører i branchen, som arbejder bevidst med bæredygtig turisme og udviklingen af det. Vi har Den Grønne Nøgle (turismens internationale miljømærke, som gives til turistvirksomheder, som gør en ekstra indsats for at beskytte miljøet, red.) og en masse andre ting, der bobler derude”, siger hun.