Best Western Hotel Herman Bang modtager Green Key
På et halvt år er tre hoteller i Frederikshavn blevet miljømærket med Green Key. Først var det Hotel Frederikshavn i marts, så blev det Hotel Jutlandia i maj og nu er Best Western Herman Bang også blevet mærket med turismen internationale miljømærke.
- At opnå en Green Key-certificering er en stor opgave for den enkelte virksomhed, og derfor er vi rigtig glade for at have fået muligheden for at hjælpe en række hoteller i destinationen til at opnå Green Key. Vi ved, at det gør en forskel for virksomheden allerede på den korte bane, og selvfølgelig for miljøet på den lange bane, hvilket er endnu vigtigere, siger direktør i Destination NORD, Tonny Skovsted Thorup.
Green Key har en international aftale med Best Western. Herman Bangs mærkninger sker som en samlet indsats fra Best Western, hvor 11 af kædens hoteller i Danmark nu har modtaget Green Key.
Rådgivning via Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling
Certificeringsindsatsen er et samarbejde mellem Dansk Storbyturisme og MeetDenmark og skal hjælpe 50 turismevirksomheder med at blive certificeret i perioden 2022-2024. Indsatsen er en del af Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling, bestående af Dansk Storbyturisme, MeetDenmark, Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark.
Partnerskabet er et led i den nationale turismestrategi, der skal være med til at accelerere dansk turismes bidrag til at opfylde den nationale CO2-målsætning. Partnerskabet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.