sinaturmiljopris2021

Fra Green Key til samfundsambition om at drive hotel på naturens præmisser

Hvordan ville naturen drive hotel? Det spørgsmål har Sinatur stillet sig selv mange gange - første gang i 2019, hvor kæden påbegyndte arbejdet med deres samfundsambition om at drive hotel på naturens præmisser.

Men spørgsmålet om, hvordan naturen ville drive hotel, rumsterede på de seks hoteller i Sinatur-kæden i lang tid før det. For ansvarlighed har hele tiden ligget i hotelkædens dna. Sinatur Hotel & Konference er ejet af Danmarks Lærerforening og derfor er det naturligt for dem at interessere sig for det samfund, kæden er en del af. 

Siden Sinatur blev etableret som hotelkæde, har den arbejdet med udgangspunkt i deres kerneværdier: Nærvær, gastronomi og natur. De værdier er sidenhen blevet udgangspunktet for en ambitiøse strategi for at drive hoteller på naturens præmisser. 

Det er afgørende for Sinatur at drive hotel- og konferencesteder på en måde, som ikke driver rovdrift på naturen, men derimod finder løsninger, der respekterer naturen og hjælper den med at blomstre igen. Kæde mener det så meget, at den i 2007 skiftede navn til ‘Sinatur’ - og ja det udtales ‘sig natur’.  

 

Impact rapport
Vil du vide mere om Sinatur Hotel & Konferences arbejde med at drive ansvarlige og bæredygtige hoteller på naturens præmisser, kan du læse vores impact rapport og forhåbentligt få inspiration til, hvordan du selv kan bringe den grønne transformation ind i din virksomhed - læs rapporten her  

Allerede i 1995 fik alle kædens hoteller Green Key-certificering, som er turismens internationale miljømærke, der tildeles turistvirksomheder, som gør en ekstra indsats for at beskytte miljøet.

I 1997 stillede kæden deres egen vindmølle op, som leverer strøm til ca 700 husstande. Sidenhen er al strøm, der flyder ud af stikkontakterne på hotellerne, blevet til ren vindmøllestrøm. Sinatur har nemlig indgået en aftale om, at deres strømforbrug dækkes af certificeret vindmøllestrøm. Det betyder, at der ifølge kædens sparer klimaet årligt for 1.100 tons CO2. 

I mange år arbejdede kæden med bæredygtighed særligt i deres køkkener, hvilket resulterede i, at Sinatur modtog Det Økologiske Spisemærke i sølv, som vidner om at 60-90 procent af de råvarer, der bruges, er økologiske.  

Et nyt mindset
Men selvom ansvarlighed og bæredygtighed hele tiden har været en del af Sinaturs dna, var det først da kæden fik deres samfundsambition i 2019 - Sinatur driver hoteller på naturens præmisser - at det for alvor blev en del af hele forretningsstrategien og nu gennemsyrer alle led af forretningen. 

Det blev også en del af det mindset, som alle dagligt tager med sig på arbejde. Kæden har blandt andet engageret deres medarbejdere i et bæredygtighedsambassadørkorps, for hvis medarbejderne ikke er med på vognen, så lever det ikke i dagligdagen på hotellerne. Det samme gælder leverandører. Uden dem kan kæden ikke opnå deres ambitiøse 2030-mål. 

Så der er brug for alle mand på dæk, hvis de skal have en succesfuld omstilling. Men det kræver også, at vi har en klar strategi og klare mål.