HimmerLand kan nu kalde sig svanemærket
Torsdag den 9. februar opnåede HimmerLand en stor milepæl, da Direktør Martin Fabiansen fra Miljømærkning Danmark officielt kunne overrække certifikatet med Svanemærket til CEO i HimmerLand Mette Ravn.
Målet om at opnå certificering med Svanemærket startede hos HimmerLand i efteråret 2021, og efter over et års gennemgang af resurseforbrug, leverandører, affaldssortering, rengøringsartikler og meget mere, kan HimmerLand nu kalde sig for et svanemærket hotel.
Og det er en bedrift, der vækker stolthed hos CEO’en.
”Hele arbejdet med Svanemærket startede for over et år siden, hvor vi ansatte en Sustainability Koordinator til at varetage den store opgave, det er at gennemgå alt fra rengøringsartikler og affaldssortering til resurseforbrug samt vores leverandører. Vi har i den forbindelse været nødt til at sige farvel til nogle leverandører, der ikke har kunnet leve op til de krav, vi skal efterleve, men vi har også fået nogle leverandører med på rejsen, så det er jo positivt at vi kan være med til at påvirke næste led,” siger Mette Ravn og tilføjer:
”Det her er et stort skridt i den rigtige retning, og jeg er meget stolt af, vi nu kan kalde os svanemærket. Vores ejere har store ambitioner på det her område, og med Svanemærket er vi med til at understøtte ikke bare vores ejeres ambitioner men også vores egen strategi.”