gktilfjordgaarden

Hotel Fjordgårdens grønne udviklingsstrategi medfører årets første Green Key tildeling

Hotel Fjordgården i Ringkøbing har brugt nedlukningen på at opgardere på den grønne dagsorden. Tiden er blevet brugt til at blive Green Key-certificeret og opnåelse af bronzemærket i økologi.

Hotellet har de sidste år haft stor fokus på en grøn og økologisk profil, og på det punkt er man på det seneste kommet længere frem på banen.

- Som det første hotel i Ringkøbing-Skjern Kommune er vi også blevet Green Key-certificeret, siger Brian Madsen til Ringkøbing-Skjern Dagblad.

For at blive mærket med Green Key kræver det, at hotellet lever op til en række stramme miljøkrav på områder som energi, vand og bæredygtig mad.

Økologisk mærke i bronze

Hoteldirektør Brian Madsen glæder sig over, at den renoverede restaurant nu har den nødvendige økologisk fokus.

- I december opnåede vi bronzemærket i økologi. Det vil sige, at mellem 30 og 60 procent af alle vore indkøb på hotellet er økologiske, fortsætter Brian Madsen

Målsætningen er også at få sølvmærket i økologi, så mellem 60 og 90 procent af indkøbene er økologiske.

Del af en grøn udviklingsstrategi

- Både Green Key-certificeringen og bronzemærket i økologi er starten på en 10-årig grøn udviklingsstrategi på Hotel Fjordgården. Vi går benhårdt mod at blive 100 procent affaldsfri og CO2-neutrale i 2030, siger Brian Madsen.

Brian Madsen understreger, at det måske ikke er noget, der giver resultat på bundlinjen her og nu; men på sigt er han overbevist om, at det betyder noget.

Nu er hotellet gået i gang med at renovere flere værelser.