sustainable-audience

Green Key hjælper konferencesteder til ny statsaftale

”Flere grønne krav på aftalen har medført, at de offentlige kunder får rig mulighed for at tænke miljø- og klimavenligt, når de skal bruge et konferencested. 75 pct. af leverandørerne er certificeret med Green Key, Svanemærket eller lever op til kravene til certificeringerne på tilsvarende vis,” fortæller Christian Lunding, udbudsdirektør i SKI.

I slutningen af marts træder den nye SKI-aftale på konferencer, seminarer og møder i kraft. Over halvdelen af de valgte konferencesteder er  mærket med Green Key.

Den nye, landsdækkende SKI-konferenceaftale har nemlig fokus på at købe grønt, oplyser Staten og Kommunernes Indkøbsservice.

Rig mulighed for at købe grønt og bæredygtigt

Bæredygtighed har spillet en stor rolle i tildelingen af de nye leverandører. Tilbudsgiverne har nemlig fået flere point i evalueringen, hvis de fx er certificeret med Green Key, Svanemærket eller arbejder med at reducere madspild, sorterer affald eller har en høj andel af økologiske fødevarer i deres sortiment.

Når offentligt ansatte igen skal til at holde konferencer og seminarer, står omtrent 100 leverandører klar til at tilbyde konferencefaciliteter til hele den offentlige sektor og på tværs af hele landet. Og så giver aftalen rig mulighed for at købe grønt og bæredygtigt til din næste konference.

Over halvdelen med Green Key

53 af de 101, som er på listen over konferenceleverandører, er mærket med Green Key, som dermed er over halvdelen af de valgte konferencesteder. Yderligere 7 konferencesteder arbejder på at blive mærket med Green Key, mens de 15 Scandic hoteller med det nordiske Svanen også er på listen.

Se den samlede liste med konferencesteder med markering af miljøindsats...

MBK vinder konferenceaftale med Green Key

På LinkedIn skriver MBK:  

Vi er pavestolte og dybt taknemmelige over at være blevet valgt som leverandør på Statens nye SKI-aftale (16.07 Konferencer, seminarer og møder). Vi glæder os til at forkæle de mange SKI-kunder her i vores inspirerende og kreative kursuscenter i hjertet af København.

SKI-aftalen har et forøget fokus på bæredygtigheden, et fokusområde vi arbejder benhårdt på her hos MBK. Tusind tak til dygtige Green Key for at hjælpe os med stor inspiration og sparring.